Ristretto

Ristretto – den “korte”, koncentrerede lillebror til Espresso

Den italienske kaffetradition byder på noget af den mest smagfulde kaffe, vi kender: Espresso og de to varianter Ristretto og Lungo, der er den største af de tre typer. Ristretto er den mindste og kaldes også for Espressos lillebror, da den brygges på samme måde men med mindre vand og i kortere tid. Det gør den til en mere koncentreret og smagsmæssigt stærkere udgave, som du kan drikke rent eller bruge i kaffedrikke i stedet for det almindelige Espressoshot.

Men hvad er Ristretto i forhold til Espresso egentlig? Til forskel fra en Espresso på 30-40 ml, er et shot Ristretto mellem 15 og 25 ml. Den endelige størrelse kommer blandt andet an på, hvordan du foretrækker at brygge den, og om du for eksempel bruger en kapselmaskine, der har en forudbestemt størrelse, eller om du manuelt skal stoppe en espressomaskine, når du føler, at din Ristretto har fået lang nok ekstraktionstid og nok vand.

Det er det smarte ved Ristretto og de to andre varianter: Du kan nemt tilpasse smagen efter dine egne behov ved at ændre i faktorer som hvor fint bønnerne males, hvor lang eller kort ekstraktionstiden er, og hvor meget vand du lader løbe igennem.

Sådan får Ristretto sin søde smag

Som vi har nævnt, er Ristretto stærkere og mere koncentreret i smagen, men det er faktisk ikke det eneste, der gør den til noget særligt. På grund af den kortere ekstraktionstid bliver shottet nemlig meget sødere og får ikke den karakteristiske bitre smag som en almindelig Espresso. Det skyldes, at bitterheden først kommer frem til sidst i ekstraktionen, og når tiden er så kort for en Ristretto, når det bitre ikke at komme med.

Du kan vælge at købe en koffeinfri udgave af Ristretto, hvis du nyder den søde smag, men gerne vil være fri fra effekten af koffein. De sødlige noter gør sig især godt om aftenen, hvor du har lyst til en delikat kop kaffe efter maden, men ikke vil ligge søvnløs hele natten. De fleste mærker både med kapsler og hele bønner laver koffeinfri kaffe som for eksempel Nespresso eller illy Decaffeinato.

Vælg den bedste metode for dig: kaffekapsler eller hele bønner

Der er flere måder at komme til at nyde en dejlig kop Ristretto. Skal det være nemt og hurtigt, kan du vælge en kapselmaskine. Så skal du bare købe et udvalg af kaffekapsler, og så er du altid klar til at lave en god kop kaffe på næsten ingen tid. De fleste kapselmærker har både Espresso, Lungo og Ristretto med forskellig ristningsgrad, styrke og type af bønner, og du har derfor et godt udvalg, når du skal finde den kapsel, du synes bedst om.

Kan du lide at være en del af processen og føle dig som en barista derhjemme, kan du også købe hele bønner og lave din Ristretto på en espressomaskine. Fremgangsmåden er som nævnt den samme som med en Espresso – du skal bare gøre ekstraktionstiden kortere og mængden af vand mindre. Det betyder også, at du med en espressomaskine har mulighed for at tilpasse din Ristretto helt efter din smag – du tilpasser bare tid og vand efter din egen personlige smag.