Kolbekaffe med Bodum Pebo vakuum kaffebrygger.

Kaffekolbe til brygning

Firmaet Sintrax kom i 1925 med en kande, der kunne lave kolbekaffe. Den blev populær, fordi færre og færre havde råd til tjenestefolk. Nu skulle man selv, eller en ung pige i huset, lave kaffe. Ikke alene var kolbekaffe nemmere at lave, men den smagte også bedre. Der kom ikke længere bønner med i det færdige produkt.

Havde det ikke været for tyskeren Otto Schott, havde kolbekanden måske ikke fundet vej ind i 20’ernes køkkener.

Otto opfandt nemlig varmebestandigt glas. Det kunne modstå høje nok temperaturer til at blive brugt til køkkenbrug.

Kolbekanden var inspireret af Bauhaus-skolen og opfundet af Wilhelm Wagenfeld og Gerhard Marcks. Begge dygtige folk, Otto hyrede til at opfinde køkkenudstyr for Sintrax.

Kolbekaffe laves ved, at kogende vand, ved hjælp af vakuum, flyttes fra nederste kolbe op til øverste. Her blander det sig med de malede kaffebønner. Når alt vandet er suget op i øverste kolbe, slukkes der for varmen. Herefter siver vandet langsomt ned i nederste kolbe igen, og kaffen er klar. Men set med nutidens øjne, er det frygteligt besværligt og et værre svineri.

Kolbekanden var populær helt frem til 60’erne. Derefter blev kaffemaskinen, som vi kender den i dag, den fortrukne måde at lave kaffe på. Kaffemaskinen, der blev opfundet i 1936, var længe undervejs til sin popularitet. Det skyldes sikkert mangel på strøm, og man vidste, hvad man havde, ikke nødvendigvis hvad man fik. Så kan man heller ikke se bort fra, at det, med datidens mandsdominerede øjne, virkede lidt overflødigt. Kvinderne gik jo alligevel derhjemme, så de havde tid til at lave kaffe og gøre rent efterfølgende..

Kolbekanden var populær helt frem til 60’erne. Derefter blev kaffemaskinen, som vi kender den i dag, den fortrukne måde at lave kaffe på. Kaffemaskinen, der blev opfundet i 1936, var længe undervejs, før den opnåede sin popularitet. Det skyldes sikkert mangel på strøm, og man vidste, hvad man havde, ikke nødvendigvis hvad man fik. Man kan heller ikke se bort fra, at det med datidens mandsdominerede syn på tingene virkede lidt overflødigt. Kvinderne gik jo alligevel derhjemme, så de havde tid til at lave kaffe og gøre rent efterfølgende.

Bodum Pebo vakuum kaffebrygger.

Bodum Pebo er en kolbekaffemaskine eller kolbekande. Mere præcist er det to glasglober, der kan placeres oven på hinanden med et filter imellem. Mellemstykket sørger for, at der er tæt forsejlet mellem de to glober. Man placerer Bodum Pebo direkte på komfuret eller en anden varmekilde (dog ikke induktion). På samme måde som originalen slukkes der for varmen, når alt vandet er blevet suget op i den øverste globe.

Det er et smukt syn og rimelig nemt. I forhold til originalen er der ikke meget rengøring, og alle dele kan gå direkte i din opvaskemaskine. Bodum Pebo blev tidligere kaldt SANTOS, men det er stort set samme produkt. Den vejledende udsalgspris ligger på ca. 500,- kroner. Bodum kalder det også for en Siphon-bryggemetode; jeg gætter på, at “Dræn-bryggemetode” eller “Hævert-bryggemetode” ikke lød fint nok. Pebo kan lave fra 0,5 til 1 liter kaffe, hvilket svarer til mellem 4 og 8 kopper kaffe. Bryggetiden er ca. 10 minutter, plus rengøring.

Jeg har rettet nogle mindre grammatiske fejl og gjort teksten lidt mere læsevenlig.

Popularitet.

Herhjemme er Bodum populær, men uden for landets grænser er Hario det mest kendte mærke inden for glaskander til køkkener. Det inkluderer også deres kolbekaffekande. I Danmark betyder det mindre, at vi ikke har det store udvalg af kolbekander. Men i Finland, hvor de tidligere var voldsomt glade for kogekaffe, lever kolbekanden stadig i bedste velgående.

Det samme gør sig gældende i Mexico. Her benytter flere sig dog af den lille espressokande, der via vakuum trækker vandet gennem de malede kaffebønner op i det øverste kammer. Det er min favoritbryggemetode i naturen – altså den lille italianske espressokaffebrygger. Her kan du ikke se vandet blive flyttet, men du får en utrolig god campingkaffe. (Linket er til en artikel, jeg har skrevet).

Vakuum kaffebrygger.

Det er smukt at iagttage brygningen, men det er langt fra så nemt som en almindelig kaffemaskine. Det er også sværere end Pour Over-metoden, og den kræver ikke lige så meget rengøring. Men der er nu noget særligt tilfredsstillende ved at stå der som en anden Professor Baltazar i sit kaffelaboratorium. Se vandet blive trukket op via vakuum, blande sig med bønnerne og så sive langsomt ned igen. Ligesom Pour Over, Slow Brew og koldbrygning er det næsten meditativt, hvis ikke vi skal kalde det mindfulness.

Men er det besværet værd?
Kaffen er god nok, men den er intet specielt. Udstyret er relativt billigt, men også noget, man bliver træt af at bruge efter et par gange. Det er helt klart sjovt at prøve, men det bliver aldrig min kop te. Ligesom koldbrygget kaffe er det for krævende til hverdagsbrug, og du imponerer kun gæsterne første gang, de ser dig bruge det.

Måske jeg ikke er målgruppen, for nok elsker jeg god kaffe, men jeg nørder kun med udstyr, indtil jeg kan det. Derefter mister jeg interessen for udstyret, og det ender i skabet sammen med vaffeljern og foodprocessor. Gud ske tak og lov for, at jeg ikke fik investeret i en sous vide. Den kan min bror have glæde af at have stående i sit køkken, til skræk og advarsel.

Det var alt om kolbekaffe i denne omgang, brug det som inspiration til dit eget kaffe-eventyr.
Det eneste spørgsmål, jeg afslutningsvis har til dig, er…

Jeg har rettet små grammatiske fejl og justeret nogle formuleringer for at gøre teksten lettere at læse.